Super lækker proteinpandekage med hytteost

Laekkerproteinpandekagemedhytteost2

Elsker at lave proteinpandekage til morgenmad, da det både smager og mætter godt. Til en forandring ville jeg prøve at lave den med hytteost. Helt klart ikke sidste gang jeg har gjort det. Tror det er blevet den bedste proteinpandekage jeg har lavet til dato! Dejlig svampet konsistens – lige som en lækker pandekage skal være. MUMS! 😛

Så her får du opskriften:

  • 1 æg
  • 3 æggehvider
  • 20 g. proteinpulver (jeg brugte “Whey Protein Isolate 90% Instantised” med chocolate cookies smag fra bulkpowders.co.uk)
  • 20 g. grovvalsede havregryn
  • 1 spsk. HUSK
  • 100 g. hytteost 1,5 %
  • 1/2 banan
  • 1 tsk. bagepulver
  • et nip salt

Fremgangsmåde:

Bland de tørre ingredienser sammen, mos bananen og tilsæt  de våde ingredienser. Røres godt sammen. Steges som én stor tyk pandekage i kokosolie på en lille pande ved lav varme. Jeg plejer at sætte låg på – så går det nemlig lidt hurtigere. Når dejen er næsten gennembagt/når den ikke er så flydende på toppen mere, vender du den og steger et par min. på den anden side. Vupti, ud på en tallerken og nyd hver bid 🙂

Kyllinge-farsbrød

kyllingefarsbrød

Er blevet ret vild med at lave farsbrød, da det er billigt og nemt og man har mad til flere dage. Så nu måtte jeg prøve at lave en kyllingeudgave 😛

Til et stort farsbrød:

  • 800 g. hakket kylling max 5 % fedt
  • 2 æggehvider
  • 1 revet løg
  • 1 fed presset hvidløg
  • 2 små røde snackpebre eller 1 stor, skåret ud i små tern
  • 1 spsk. dijonsennep
  • 1 tsk. paprika
  • 1 tsk. salt
  • Peber
  • Ca. 1/2 pakke Schwartzwaldskinke (eller anden tørret skinke så som parmaskinke eller bacon)

Fremgangsmåde:

Alle ingredienser røres godt sammen undtagen skinken. Formes til et aflangt “brød” i en passende  størrelse bradepande. Beklædes med skinken.

Bages i ovnen ved 250 grader i ca. 30 min. eller til skinken er blevet sprød.

Velbekommen 🙂

Nemt farsbrød og grønkålspesto

foto 1

Nogle gange skal det bare være nemt og hurtigt når man står der og skal lave aftensmad. Så når man nu alligevel er i gang, kan man jo lige så godt lave en ordentlig portion, så man har til flere dage 🙂 Win win 😉

Ud af dette farsbrød var der aftensmad nok til at mætte en familie på tre i to dage + der også var til madpakkerne!

Førstedagen serverede jeg det med en spinat-tomatsalat med grillede squash og grønkålspesto til og andendagen i en low carb burger/sandwichbolle.

Til et stort farsbrød skal du bruge:

  • 450 g. hakket oksekød max 5% fedt
  • 450 g. hakket svinekød max 5% fedt
  • 2 æg – eller den mere kalorielette version, 3 æggehvider
  • 1 løg, hakket
  • 1 fed hvidløg, presset
  • 1 håndfuld hasselnødder
  • Krydderier efter smag (jeg brugte oregano og timian)
  • Salt og peber

Fremgangsmåde:

Kødet røres godt sammen med de øvrige ingredienser, formes til et farsbrød og hygger sig i ovnen v/220 grader i ca. 30 min.

foto 4

Havde en rest grønkål i køleskabet, som skulle bruges, da det var ved at være lidt kedeligt at se på. Så tænkte at jeg ville prøve at lave en grønkålspesto ud af det jeg havde. Resultatet blev okay, en smule bittert dog. Prøvede at balancere den let bitre smag med lidt stevia, men hvis jeg havde haft nogle tørrede abrikoser, dadler eller rosiner, ville jeg helt klart havde brugt det i stedet, da det giver en bedre sødme.

Her er hvad jeg brugte:

  • ca. 2 håndfulde hakket grønkål 
  • 1 håndfuld mandler 
  • 1 fed hvidløg 
  • ca. 2 dl. olivenolie 
  • saft af 1/2 citron 
  • ca. 6 dråber stevia (ville nok bruge 2 dadler eller abrikoser til næste gang)
  • salt + peber

Fremgangsmåde:

Rist mandlerne let på en tør pande. Kør det hele sammen i en minihakker eller foodprocessor til det har en tilpas konsistens.

Low carb burger/sandwich

lowcarbburger

Havde bare sådan lyst til en burger (den her blev nok mest til en sandwich pga fyldet 😉 ) og jeg vil jo helst gerne undgå gluten og og for mange kulhydrater – hva´gør man så? Jo, så laver man da lige brødet selv – og det er ovenikøbet super nemt og hurtigt!

Jeg plejer godt nok at lave burger/sandwich brødet  i microovnen, da det kun tager omkring 3 min. Men vores microovn er desværre gået i stykker 😦 og nøj hvor jeg savner den!

Så må man jo finde andre løsninger. Tænke at det tog for lang tid at lave det i ovnen (min tid er ret begrænset til at lave aftensmad i nogle gange), så hvorfor ikke prøve at lave det som små tykke pandekager 🙂 ?

Resultatet blev super godt. Fordelen ved at lave det som pandekager er, at det får en sprød overflade. I microovnen bliver det mere en svampet bolle.

Ingredienser til 4 “brød”/1 pers.:

  • 3 spsk. hørfrø
  • 3 æggehvider
  • 1/2 tsk. bagepulver
  • 1 spsk HUSK
  • Et nip salt

Fremgangsmåde:

Hørfrø kværnes til mel. Jeg plejer at gøre det i min Bamix minihakker. Blandes derefter med øvrige ingredienser til en tyk dej.

Steges som 4 klatter ved middelvarme i kokos- eller olivenolie til de er sprøde/let gyldne.

Hvis du vælger at begive dig ud i microovnsløsningen, blander du alle ingredienserne sammen i en mindre rund skål (den størrelse bolle du ønsker – husk der skal være plads til at dejen hæver dobbelt op)  og sætter derefter i microovnen i ca. 3 min. på fuld styrke. Køler let af i skålen, vippes ud og flækkes over på midten.

Da jeg havde rester af farsbrød fra dagen før, valgte jeg at fylde det mellem 2 brød sammen med spinatblade, tomat, avocado, rødløg, cornichoner og grønkålspesto. Mums og hurra for super nem og hurtig mad 😉

Synes det mættede så meget, at jeg ikke kunne spise de resterende 2 “brød” der var tilbage. Så de kom med i madpakken med lidt pålæg på i stedet.

Proteinpandekager med abrikos, æble og kokos

20121117-231444.jpg

1 pers./ca. 5 stk

Ingredienser

  • 1 dl hirseflager
  • 3 dl vand
  • 2-3 tørrede øko abrikoser
  • 2 spsk kokosmel
  • et lille drys salt
  • 1 scoop/30 g vanilje proteinpulver
  • 3 æggehvider
  • ½ revet æble
  • 1 tsk kanel
  • 1 drys kardemomme
  • ½ tsk bagepulver
  • evt 6 dråber stevia eller andet sødestof
  • 1 spsk peanut butter
  • 1-2 spsk kogende vand
  • 2 tsk sukkerfri hindbærmarmelade (Urtekram har en som er sødet med æblesaft)

Fremgangsmåde

Abrikoserne skæres ud i små tern og koges til en tyk grød sammen med hirseflager, kokosmel, vand og salt. Det tager ca. 5 min. Køles let af.

Bland proteinpulver, kanel, kardemomme og bagepulver sammen i en skål og rør æggehvider, hirsegrød og evt. stevia i.

Steges i kokosolie, ca. 3 min på hver side.

Imens du steger pandekagerne, laver du en “glasur” af peanut butter, som du rører op med hindbærmarmelade og kogende vand.

Når pandekagerne er færdige, stabler du dem med et lag peanut/hindbær glasur imellem hver lag og topper med glasuren og drysser med lidt kokosmel.

Mums siger jeg bare 😛

 

Lækker rødkålssalat med granatæble, lakrids og rejer

20121116-194533.jpg

Jeg elsker kålsalat og specielt rødkålssalat nu hvor det er efterår.

Det er sundt, billig og så kan man få det til at smage himmelsk blot ved få ingredienser.

Hvis ikke du har prøvet at pifte din rødkålssalat op med et lille drys vaniljepulver og lakridspulver, så er det nu du skal gøre det! Det giver lige det lille ekstra, som gør salaten helt specielt lækker….mmm!

Lavede rødkålssalaten som et hovedmåltid og tilføjede derfor lidt protein i form af rejer. Det kan selvfølgelig undlades.

Ingredienser

  • rødkål
  • granatæble
  • æble
  • det grønne fra porren
  • æblecider eddike
  • et par dråber stevia eller akaciehonning
  • et drys vaniljepulver (Urtekram)
  • et drys lakridspulver (Urtekram)
  • rejer (kan undlades)

Fremgangsmåde

Snit rødkål og en lille smule af det grønne fra en porre fint. Pil kernerne ud af granatæblet og skær æblet i små tern. Smid det hele i en stor skål og smag til med æblecider eddike, stevia, vanilje- og lakridspulver. Tilføj til sidst rejerne og anret på et flot fad eller tallerken.

Langtidshævede gulerodsboller med græskar-, solsikkekerner og hørfrø

 

Lavede disse lækre gulerodsboller i weekenden til min familie og de blev spist med stor begejstring!

Opskriften er ud fra hvad jeg lige havde i køkkenskabene og resultatet blev ret vellykket 🙂 Derfor er målene også ca. mål. Men prøv dig frem.

Ingredienser

  • 500 g hvedemel
  • 100 g fuldkornsdurummel
  • 100 g grovvalsede havregryn
  • 1 tsk tørgær (kan erstates med 10-15 g alm gær, rørt ud i vandet)
  • 2 håndfulde revet gulerod
  • 1 håndfuld græskarkerner
  • 1 håndfuld solsikkekerner
  • 1 håndfuld hørfrø
  • 1 spsk havsalt
  • 5-7 dl vand
  • 3 dråber stevia eller 1 tsk honning
  • 1 spsk olivenolie

Fremgangsmåde

Bland alle de tørre ingredienser sammen inkl. revet gulerod og kerner/frø. Tilsæt vand, stevia og olie og rør til det har grødkonsistens. Dejen må gerne være lind, det giver nemlig nogle lækre saftige boller.

Sættes i køleskabet til næste dag.

Tænd ovnen på 230 grader. Sæt “klatter” af dejen på en bageplade og drys med græskar-, solsikkekerner og hørfrø. Tryk kernerne lidt ned i dejen.

Bages i ovenen ca. 20 min. eller til de er gyldne og lyder hule når man banker på dem.

Værsgo og nyd 🙂